Back

Dit kreative nytårsritual

Karin von Daler·Jan 5, 2026· 3 minutes

Her er dit ritual til at lægge det gamle bag dig og træde ind i det nye

Ritualet er enkelt og tager cirka en time at lave fra start til slut. Du er meget velkommen til at ændre det undervejs, hvis du får lyst til noget andet. Når jeg inviterer dig til at tegne og skrive, kan du sagtens vælge at danse, synge eller udtrykke dig på andre måder i stedet.

Du får brug for:
Dagbog eller blok, papir, pen, farver – og måske noget stof, sten eller andre smukke materialer.


Første trin: Tag alt det gode med dig

Start med at skrive alt det ned, du er oprigtigt glad for at have oplevet og skabt i 2025 – både det små og det store.
Få det hele med.

Skriv ord, lav tegninger og krusseduller over det, du har lyst til at dyrke og nære lidt mere.
Mærk de følelser, der er i kroppen, mens du dvæler ved det, der var godt.


Andet trin: Giv slip – og lær af det, der var svært

Skriv nu ned, hvad der har været hårdt, forfærdeligt, udfordrende eller smertefuldt.

Skriv eller tegn derefter, hvad du har lært af det – eller er ved at lære.
Giv plads til alle følelser her, og lad være med at skrive eller tegne pænt.
Giv den gas. Glem grammatik, form og æstetik.
Tegn det, der har mest energi.

Skriv det vigtigste ned, som du tager med dig som læring og støtte, og gem det i din dagbog eller et andet godt sted.

Giv nu slip på alt det, du ikke vil tage med videre:
Riv papiret i stykker, brænd det forsvarligt eller læg det i papirgenbrug.
Mærk, hvad det gør i kroppen, og se for dig, hvordan det letter og forsvinder fra dig.


Tredje trin: Skab det nye

Nu skriver, tegner eller former du (måske som collage eller skulptur) det, du længes efter og allerdybest ønsker at skabe i 2026.

Mærk godt efter. Det handler ikke om mål men om længsel og lyst. Om det, der gerne vil vokse, udfolde sig og lyse i dig. Vær specifik, og lad dit ubevidste lege med. Lyt til og mærk kroppen, de indre billeder, dine spontane impulser og dine drømme.

Det kan være:

  • et bedre helbred

  • et smukt og helende parforhold

  • et arbejde, der understøtter dig og dit liv

  • et tydeligere kald

  • at udfolde eller udstille din kunst

Vær ærlig, og lad dig selv vide, hvad du i virkeligheden længes efter.

Skab et billede, en tekst, en collage eller en form om det, du gerne vil skabe.
Gå på opdagelse i det.


Fjerde trin: Plant det nye i tid og rum

Forestil dig dit liv som en fysisk tidslinje i det rum, du befinder dig i.

Tag det, du har skrevet, tegnet eller formet om dine længsler, og læg det fysisk ud i fremtiden – på gulvet, dér hvor din fremtid er på tidslinjen.

Brug ord, tegninger, sten, stof, symboler eller andre genstande til at gøre det konkret og tydeligt.

Stil dig nu i fremtiden og oplev dine intentioner og længsler, som om de allerede er blevet virkelighed.
Involver alle sanser:
Hvordan lyder det, smager det, føles det at leve dér, hvor alt dette har foldet sig ud?


Jeg glæder mig til at høre, hvad du oplever.

Må vi alle være med til at skabe et smukt, nyt år og en bedre verden.

Kærlige og kreative hilsner
Karin

Kunst og tekst af Karin von Daler ©