For nylig fik jeg et stort, fedt nej til en ansøgning, jeg havde sendt om at arbejde for en kreativ organisation, jeg er ret vild med. Jeg havde gjort mig umage, men mærkede alligevel en rumlen i maven, da jeg trykkede “send”.
Jeg plejer at tolke den slags som usikkerhed, men måske var det min krops måde at sige, at det her ikke var det rigtige for mig. Rollen ville have krævet, at jeg tilpassede mig og blev mere udadvendt og hurtig – og ikke det, jeg ved er sandt om mig: ultrasensitiv og lidt af en social ambivert, der trives med dybde.
Efter lidt tid med smerten og tanker om, hvad jeg mon kunne have gjort bedre, kom jeg i tanker om, at jeg jo tage min egen medicin og møde afvisningen kreativt – ikke for at benægte følelserne og bare "tænke positivt," men for at lade den blive helende, hjælpe mig med at forholde mig skabende til at blive mere mig.
Jeg huskede, hvordan store afvisninger har gjort ondt, men også over tid har gjort plads til nogle af de vigtigste forhold, jobs, møder og forandringer i hele mit liv.
Har du oplevet, at noget, der først gjorde ondt, senere åbnede for mere af dig?
Afvisninger kan være livets beskyttelse, som en veninde engang sagde – mod at tilpasse dig for meget, mod at give køb på dig selv og mod at blive i noget, der holder dig tilbage. Måske kan et nej netop bruges til at styrke dig i at være dig og gå i en retning, der er svær, men som du inderst inde ved, er mere sand. Kan vi have mere tillid til livsprocessens dybere mening og intelligens?
Noget af det, der altid føles ægte og rigtigt for mig, er at undervise i kreativitetens helende kraft og se de bevægende transformationer, der sker, når vi er os selv og skaber derfra.
Derfor glæder jeg mig til at holde et af årets første foredrag hos Hornsherred Alternativ Forening, som netop arbejder for at skabe et fællesskab, hvor personlig, faglig og spirituel udvikling kan trives.
Det bliver en aften hvor vi lytter til kroppen og sjælen, skaber og lader det, der er sandt, få en form, vi kan dele med hinanden.
Det ville være så dejligt at se dig, hvis du har lyst til at være med.
Kærlig hilsen
Karin
Comments