Back

Når du åbner for kreativiteten begynder din sjæl at vise vej

Karin von Daler·Apr 27, 2026· 2 minutes

Jeg sidder her i nattøjet i en morgensolstråle, der strømmer ind ad vinduet, og jeg er gået tidligt i gang med at skrive. Det fungerer bedst for mig at lave det skabende arbejde først. Hvis jeg først åbner for meget for mailen og regnskabet (eller nyhederne, suk), når jeg aldrig til det, der betyder mest.

Netop det at turde lade den helende kreativitet strømme igennem dig og give den et udtryk er også centrum for flere foredrag, kurser, en supervisionsgruppe og en paneldebat, som jeg er med i de kommende måneder. Jeg vil skrive til dig om det hele, efterhånden som det folder sig ud.

Jeg tror på, at vores Selv eller sjæl kalder os fremad mod det, vi er her for. Nogle gange viser det sig som lyst – andre gange som en smertelig længsel. Men altid er det et stærkt pejlemærke for det, der ønsker at blive født og skabt gennem os – et frø, der spirer og bryder op gennem jorden.

Det var sådan, HEL-kortene kom til mig, og jeg oplevede næsten, at de skrev sig selv gennem mig og formede mig. Ikke fordi det var en nem proces – det var det på ingen måde – men fordi den var guidet af noget større og stærkere end mig. Noget, vi alle har adgang til gennem at skrive, danse, synge, male og andre former for kreativt udtryk.

Netop den proces – at lære at lytte til det, der ønsker at skabes gennem dig, og turde lade dig lede af det – vil jeg fortælle om om nogle uger i mit foredrag i Hornsherred Alternativ Forening i Jægerspris.

Der er en plads til dig. Her vil jeg vise flere kreative processer, hvor du kan opleve at lytte dybt til dig selv og lade din sjæl tale igennem dig – og mærke den fred og selvaccept, der kan opstå.

Kærlige og kreative hilsner

Karin